Skillforløb

Vil du lære T2B, HSPU, DU’s, bar muscle-ups, håndstand – eller måske endelig knække den gymnastiske skill, du har været irriterende tæt på længe?

Så er det her forløbet for dig, der gerne vil lidt længere ned i maskinrummet.

For skills handler ikke kun om at prøve igen og igen. Det handler om timing, positioner, spænding, greb, kip, rytme og om at forstå, præcis hvor bevægelsen går galt – og hvad der skal til for at flytte den.

Inden vi starter, vælger du 3 skills, du gerne vil fokusere på. De bliver dit personlige udgangspunkt gennem hele forløbet, så du ikke bare følger et standardprogram, men arbejder målrettet med netop dét, der skal rykke dig.

Træningen bygges op i 3 blokke á ca. 16 minutter. Vi arbejder i små grupper, så der er tid til feedback, justeringer, drills og nørderi helt ned i detaljen.

Du kommer også til at spotte, hjælpe og sparre med de andre. For noget af det bedste ved skilltræning er faktisk at lære at se bevægelsen: Hvor mistes spændingen? Hvornår starter trækket? Hvorfor dør kippet? Er problemet styrke, teknik, timing – eller bare den forkerte progression?

Vi arbejder med baren, rebet, sjippetovet og gulvet og bryder bevægelserne ned i mindre dele, før vi samler dem igen.

Du behøver ikke være tæt på din første muscle-up eller kunne stå på hænder i forvejen. Vi tager udgangspunkt i det niveau, du kommer med, og finder progressioner, der giver mening for dig.

Målet er ikke bare, at du lærer nye skills.

Målet er, at du forstår dem.

Og ja – der bliver sandsynligvis også plads til en meget seriøs diskussion om længden på sjippetove, kip-teknik og hvilken grip der i virkeligheden er verdens bedste. Det hører med, når man først begynder at nørde.

Scroll to Top